Igennem de sidste 3 år har vi flere gange om året sendt banankasser fyldt med genbrugstøj og sko, legetøj, tegne sager, dåsemad, køkkenting, plejeprodukter og en masse andet til en meget fattig familie fra Srebrenicia-området, hvor der skete forfærdelige ting under krigen. Vi har en rigtig god kontakt med familien igennem breve, som bliver oversat af en tolk i foreningen Foreningen Uden Far.
Vi synes det er en rigtig god måde, at hjælpe andre der har hårdt brug for hjælp. Det bliver mere virkeligt, ikke mindst for vores børn, når vi har en direkte kontakt og ikke "bare" betaler en sum penge til en organisation. Vores familie er næsten jævnaldrende med både os voksne og vores børn og det gør det især lettere for vores egen børn at forstå.
Vi overvejer meget kraftigt at besøge familien i påsken 2011. Mange fra foreningen har rejst til Bosnien og virkelig fået en oplevelse for livet.
Har du lyst til at læse mere om foreningen så klik her på Foreningen Uden Far. Der er mange familier der stadig mangler hjælp.
Nu venter vi bare på at tolken har oversat vores brev... og det er næsten lige så svært som at vente på juleaften.
Sikke et dejligt indlæg, vildt inspirerende!
SvarSletJeg støtter flere hjælpeorganisationer, men ved også godt, at det meste bliver spist i administrationen og det ærger mig- især fordi jeg er studerende og der ikke er mange penge til den slags..
Kristian var heldigvis også meget tiltalt af foreningens arbejde, så jeg har sendt en mail til Kirsten om, at vi også gerne vil hjælpe en familie..
De penge lyder til at være rigtig godt givet ud!
Det glæder mig, at du også kan se det fantastiske i at hjælpe på denne måde.
SvarSletFortæl endelig når I får en familie.
Hej Maria
SvarSletKirsten har nu bekræftet mig som kontaktfamilie for Aldijana.
Det er bar alletiders!
Vil du ikke sende mig en mail på sabinathomsen@ofir.dk?
Jeg vil gerne have lidt oplysninger om Aldijana, tøjstørrelser, hvad du plejer at sende og hvilken tolk/hvordan du får oversat brevene til hende.